Neoliberalisme i egen andedam - Københavns Universitet i dag

Semesterstart på Københavns Universitet blev i dag markeret med blokader og besættelser af Videnskabsministeriet.

Videnskabsminister Helge Sander (V) læner sig arrogant tilbage og vasker hænder. Han henviser til, at universiteterne på papiret har fået mere selvstændighed, der som konsekvens gør Helge ansvarsfri. Men reel selvstændighed kræver udfoldelses- og handlerum. Det betyder – i et kapitalistisk samfund – økonomisk råderum.

Frit valg – uden muligheder
Der er tale om frit valg mellem intet og nul og nix. Der banes dermed strategisk vej, for at de studerende vil sluge det private alternativ der på længere sigt er på videnskabsministerens menukort.
Siden den højreliberale regering trådte til i 2001 er den offentlige sektor blevet underlagt tiltagende privatisering. Universitetet er ingen undtagelse. Med universitetsloven fra 2003 blev universitetets bestyrelse åbnet for eksterne medlemmer. Samtidig er der et fast krav om årlige besparelser på budgettet.

Man kan ikke score kassen på gratis ydelser
De offentlige institutioner i Danmark er nu engang karakteriseret ved, at leverer gratis ydelser – finansieret af skattekroner. Det kræver ikke meget matematisk snilde, at regne ud hvad profitmargenen er på dét regnestykke.
Alligevel forsøger bestyrelsen med rektor i spidsen, at få universitetet til at blive et guldæsel. Logikken er, at der er penge at hente i konstante forringelser og nedskæringer: 1 krone sparet er en krone tjent.

Privat vs. offentlig
Man behøver ikke engang en international finanskrise til at minde én om, at et vilkårligt kapitalistisk marked ikke er en hverken stabil eller ønskværdig ramme for noget som helst. Men er det offentlige bedre? Statslig uddannelse lader også meget tilbage at ønske, men er trods alt mere modtagelig for pres fra studerende.
Den privatejede virksomhed og institution kan sorterer og skalte og valte, hvem der lukkes ind i det afgrænsede private rum – og kan nemt ekskluderer det uønskede. Staten har mere vidtstrakte midler til at styre og ensrette – men kan ikke vælge alle sine borgere.


Den nye styring af universitetet har reelt undermineret de minimale aftryk og vindinger som ungdomsoprøret satte på det akademiske studieliv i Danmark.
Men med aktioner som i dag kan man som studerende nå langt med sine krav. Det handler endnu engang om at overdøve politikernes tågesnak om velfærd:
Der er ikke indhold nok i neoliberalismen til, at alle kan få noget.