mandag den 18. januar 2010

Om neo-liberalisme og sociale katastrofer på Haiti

Som alle efterhånden ved, blev Haiti ramt af et jordskælv for snart en uge siden. Efterspillet har på mange måder været forudsigeligt; nødhjælpsorganisationer sender medarbejdere af sted, men nødhjælpen er utilstrækkelig, vi ser billeder af døde, brune folk, mens de danske medier flittigt skriver om, hvor ivrige danskerne er efter at donere penge. Og EU og USA lover penge 'til genopbygning'. Det er med andre ord et politisk narrativ om naturkatastrofer i fattige lande og 'verdenssamfundets' respons, præcis som vi kender det.

Mens der er i hvert fald af og til bliver taget hul på diskussionen om fattigdom og mangel på infrastruktur, er det vigtigt at forstå at Haiti ikke ville have været i den nuværende katastrofale situation, hvis det ikke havde været for den konsekvente underminering af landets økonomi og sociale struktur, med USA og i et vist omfang også Frankrig (og dermed også EU) i spidsen. Landet har i nyere historie oplevet flere USA-støttede statskup og militære invasioner, enten med det formål som med Duvalier-familien, at holde kommunismen i skak ved hjælp af kapitalistiske diktatorer, og senere, for at sikre sig en neo-liberal økonomisk politik. Det er i den forbindelse også svært at være udelt begejstret for Obamas 'løfte' om at indsætte tusindvis af marinesoldater i landet.

Igennem 1980'erne og 1990'erne gennemgik Haiti flere reformer, specielt under IMFs strukturtilpasningsprogrammer, der bl.a. havde den effekt at smadre landbrugssektoren og give USA adgang til fødevaredumping. Dette drejer sig ikke om akut nødhjælp, men er en bevidst strategi benyttet af USA, EU og de internationale handelsorganisationer. I dag importerer Haiti næsten al sin mad, og det var også blandt de lande, der var absolut hårdest ramt af fødevarekrisen, der satte ind igennem 2007 og 2008 (du ved, den vi glemte at snakke om, da bankerne pludselig begyndte at tabe penge). Mange af de mennesker der har, og vil miste livet i Port-Au-Prince i disse dage, er fra et slumproletariat skabt af denne politik, og mange mennesker er, og vil fortsat være direkte afhængige af private organisationers, såvel som staters bistandshjælp.

Nu vil IMF så låne flere penge til Haiti, helt præcist 100 millioner US$. Og så står man med følelsen af et déja vu, som dengang i 2001, hvor IMFs respons på Argentinas økonomiske kollaps efter en årrække med voldsom liberalisering og implementering af IMFs politik var, at der skulle privatiseres noget mere.

Med andre ord, mens medieoverskrifterne fyldes med menneskelige tragedier fra Haiti, ser de sædvanlige aktører deres snit til at videreføre deres politik. Det er ikke overraskende, at akutte katastrofer først og fremmest skaber et fokus på nødhjælp, men vi må være bevidste om hvilke dagsordener, der er til stede, og at det betyder en del om disse katastrofer beskues som humanitære katastrofer, der kalder på rige menneskers 'medfølelse' og medmenneskelighed - eller om det er sociale, politiske problemer der kalder på en anden form for solidaritet.

edit: så skulle de forskellige links vist virke. Jeg er stadig helt ny i det her blog-gejl.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start