tirsdag den 9. marts 2010

Sexarbejde til "debat"

En håndfuld reflekterende tømmermænd ovenpå demonstrationen for sexarbejderrettigheder i går.

Debatkultur på deroute
Til trods for at alle erfaringer og alle fakta støtter den ene side af "debatten", baseres politik nu i stigende grad (man fristes til at sige "nu igen") på elitens pathos og smag.
Den borgerlige livsstils selvbekræftelse kender ingen snærende pragmatiske rammer. I lige linje hermed, handler spørgsmålet om en kriminalisering af sexarbejde, mere om, hvilket udtryk og hvilke mennesker der har lov til at befinde sig i det offentlige rum.
Selve præmissen for debatten er en kampplads.
Det handler først og fremmest om, at nægte at diskuterer udfra offentlige velpositionerede mænds samvittighed og husmoderlige indretningstyranni af det offentlige rum, der henviser kvinder til en plads som pænt og poleret nips, ligeså fjernt fra seksuel berøring som var de trykt på siden af en bus.

Det offentlige rum: mandens spejl
Fraværet af de svenske erfaringer i den danske "debat", viser tydeligt, at det ikke er et spørgsmål om kvinder, kvinders seksualitet og kvinders køn. Det handler snarere om, at sexarbejderes tilstedeværelse - gennem annoncer, porno og prostituerede på gaderne, etc. - er et udtryk for en mandlig seksualitet. Offentlig seksualitet er nemlig forbeholdt mænd som subjekter og står som sådan i tæt forhold til magtstrukturer og status. Udstillingen af mandlig seksualitet og fokus på det mandlige køn er en sårbarhed, hvis sminkning også lægger til grund for f.eks. homofobi.
Kvinder er henvist til at optræde som objekter for mandlig seksualitet og deres seksualitet antages kun at optræde som en respons til hvad mænd har mellem benene og hvordan de lyster at bruge det: seksualiserede kvinder betragtes derfor primært som ofre.
Det bliver der ikke grundlæggende gjort op med, hvis de aktører på scenen, der ellers ville sætte tingene i relief, henvises til mørkelagt område.

Stemmeret nu!
Kvinder skal ses og ikke høres. Der er hverken plads til kvindekroppe af kød og blod, mænds sårbare seksualitet eller kvindestemmerne.
Politiet forsøgte da også i sidste øjeblik, at forpurre sexarbejderens manifestation på en kampdag der også er deres. I øvrigt stillede de kun med mandlige betjente: som et soleklart billede for, hvem der sætter rammerne for hvem.
Selvfølgelig er der også kvinder på den side der prøver at overdøve fornuftig og pragmatisk erhvervserfaring i en ellers faglig diskussion om sexarbejderes manglende rettigheder.
Der diskes op med et krav om ensretning frem for diversitet. Men det handler ikke om at tale med én stemme: det handler om at skabe rum for en summen af stemmer. Solidaritet og forståelse kræver, at man ved hvor man selv holder op og andre begynder!
En stemme er ikke et kryds på et papir som man giver videre til offentlig forvaltning.
Tjek SIOs stemme: http://s-i-o.dk/

Kampen fortsætter og forbud er ikke vejen frem: belysning frem for mørkelægning.

mandag den 8. marts 2010

Kvindekampdag 8. marts

Glædelig kampdag til alle der måtte føle sig truffet!
Vi har lige haft en god, konstruktiv demo for sexarbejderes rettigheder på Vesterbro, København. Den var arrangeret af SIO - Sexarbejdernes Interesse Organisation.
Vi var nok omkring 150 mennesker: seperatismen blev ikke håndhævet så hårdt, men jeg så kun et par mænd.
Demoen fremstod rigtig fint med mange røde paraplyer i forskellige former og størrelser som mange havde slået op til lejligheden. Kampgejst var bestemt en faktor: der var ingen demovogn, men tilgengæld var der næsten hele tiden spredte slagråb enten forrest eller bagerst i demoen. Kampråb som "staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" og "sexarbejderrettigheder NU" og noget med "deportation is discrimination".


Denne her kamp er vigtig! Den handler ikke kun om sexarbejdernes rettigheder, men også om hvem der skal definere hvad kvinders kønsorganer skal bruges til og indenfor hvilke kontekst kvinders seksualitet skal fæstnes.
Som kvinde er ens køn i forvejen en afgørende faktor for, hvilke muligheder man har på arbejdsmarkedet og det man har mellem benene lukker mange døre.
At nogen så begynder, at gøre deres kønsorgan til et positivt og aktivt redskab i deres job, skal mærkeligt nok fordømmes.
Man fordømmer ikke de mænd der ikke tænker på kvinders nydelse i det heteroseksuelle, monogame parforhold og vi fordømmer ikke dem der udbetaler mindre løn til nogen mennesker pga. hvad de har mellem benene.
Dem der pragmatisk forholder sig til deres køn som en kilde til økonomisk indtægt i et kapitalistisk samfund, bliver derimod fordømt.

Vi kæmper for en frihed til at definere os selv og hvordan vores forhold til vores krop og køn skal være. Der er ikke nogen der skal stille krav til hvordan andre bruger deres køn.
Vi vil have en anerkendelse af, at køn er en faktor på arbejdsmarkedet - og at der først og fremmest er brug for rettigheder, fremfor forbud.

Og vi kunne godt opfører os pænt denne gang...

mandag den 1. februar 2010

Neoliberalisme i egen andedam - Københavns Universitet i dag

Semesterstart på Københavns Universitet blev i dag markeret med blokader og besættelser af Videnskabsministeriet.

Videnskabsminister Helge Sander (V) læner sig arrogant tilbage og vasker hænder. Han henviser til, at universiteterne på papiret har fået mere selvstændighed, der som konsekvens gør Helge ansvarsfri. Men reel selvstændighed kræver udfoldelses- og handlerum. Det betyder – i et kapitalistisk samfund – økonomisk råderum.

Frit valg – uden muligheder
Der er tale om frit valg mellem intet og nul og nix. Der banes dermed strategisk vej, for at de studerende vil sluge det private alternativ der på længere sigt er på videnskabsministerens menukort.
Siden den højreliberale regering trådte til i 2001 er den offentlige sektor blevet underlagt tiltagende privatisering. Universitetet er ingen undtagelse. Med universitetsloven fra 2003 blev universitetets bestyrelse åbnet for eksterne medlemmer. Samtidig er der et fast krav om årlige besparelser på budgettet.

Man kan ikke score kassen på gratis ydelser
De offentlige institutioner i Danmark er nu engang karakteriseret ved, at leverer gratis ydelser – finansieret af skattekroner. Det kræver ikke meget matematisk snilde, at regne ud hvad profitmargenen er på dét regnestykke.
Alligevel forsøger bestyrelsen med rektor i spidsen, at få universitetet til at blive et guldæsel. Logikken er, at der er penge at hente i konstante forringelser og nedskæringer: 1 krone sparet er en krone tjent.

Privat vs. offentlig
Man behøver ikke engang en international finanskrise til at minde én om, at et vilkårligt kapitalistisk marked ikke er en hverken stabil eller ønskværdig ramme for noget som helst. Men er det offentlige bedre? Statslig uddannelse lader også meget tilbage at ønske, men er trods alt mere modtagelig for pres fra studerende.
Den privatejede virksomhed og institution kan sorterer og skalte og valte, hvem der lukkes ind i det afgrænsede private rum – og kan nemt ekskluderer det uønskede. Staten har mere vidtstrakte midler til at styre og ensrette – men kan ikke vælge alle sine borgere.


Den nye styring af universitetet har reelt undermineret de minimale aftryk og vindinger som ungdomsoprøret satte på det akademiske studieliv i Danmark.
Men med aktioner som i dag kan man som studerende nå langt med sine krav. Det handler endnu engang om at overdøve politikernes tågesnak om velfærd:
Der er ikke indhold nok i neoliberalismen til, at alle kan få noget.

mandag den 18. januar 2010

Om neo-liberalisme og sociale katastrofer på Haiti

Som alle efterhånden ved, blev Haiti ramt af et jordskælv for snart en uge siden. Efterspillet har på mange måder været forudsigeligt; nødhjælpsorganisationer sender medarbejdere af sted, men nødhjælpen er utilstrækkelig, vi ser billeder af døde, brune folk, mens de danske medier flittigt skriver om, hvor ivrige danskerne er efter at donere penge. Og EU og USA lover penge 'til genopbygning'. Det er med andre ord et politisk narrativ om naturkatastrofer i fattige lande og 'verdenssamfundets' respons, præcis som vi kender det.

Mens der er i hvert fald af og til bliver taget hul på diskussionen om fattigdom og mangel på infrastruktur, er det vigtigt at forstå at Haiti ikke ville have været i den nuværende katastrofale situation, hvis det ikke havde været for den konsekvente underminering af landets økonomi og sociale struktur, med USA og i et vist omfang også Frankrig (og dermed også EU) i spidsen. Landet har i nyere historie oplevet flere USA-støttede statskup og militære invasioner, enten med det formål som med Duvalier-familien, at holde kommunismen i skak ved hjælp af kapitalistiske diktatorer, og senere, for at sikre sig en neo-liberal økonomisk politik. Det er i den forbindelse også svært at være udelt begejstret for Obamas 'løfte' om at indsætte tusindvis af marinesoldater i landet.

Igennem 1980'erne og 1990'erne gennemgik Haiti flere reformer, specielt under IMFs strukturtilpasningsprogrammer, der bl.a. havde den effekt at smadre landbrugssektoren og give USA adgang til fødevaredumping. Dette drejer sig ikke om akut nødhjælp, men er en bevidst strategi benyttet af USA, EU og de internationale handelsorganisationer. I dag importerer Haiti næsten al sin mad, og det var også blandt de lande, der var absolut hårdest ramt af fødevarekrisen, der satte ind igennem 2007 og 2008 (du ved, den vi glemte at snakke om, da bankerne pludselig begyndte at tabe penge). Mange af de mennesker der har, og vil miste livet i Port-Au-Prince i disse dage, er fra et slumproletariat skabt af denne politik, og mange mennesker er, og vil fortsat være direkte afhængige af private organisationers, såvel som staters bistandshjælp.

Nu vil IMF så låne flere penge til Haiti, helt præcist 100 millioner US$. Og så står man med følelsen af et déja vu, som dengang i 2001, hvor IMFs respons på Argentinas økonomiske kollaps efter en årrække med voldsom liberalisering og implementering af IMFs politik var, at der skulle privatiseres noget mere.

Med andre ord, mens medieoverskrifterne fyldes med menneskelige tragedier fra Haiti, ser de sædvanlige aktører deres snit til at videreføre deres politik. Det er ikke overraskende, at akutte katastrofer først og fremmest skaber et fokus på nødhjælp, men vi må være bevidste om hvilke dagsordener, der er til stede, og at det betyder en del om disse katastrofer beskues som humanitære katastrofer, der kalder på rige menneskers 'medfølelse' og medmenneskelighed - eller om det er sociale, politiske problemer der kalder på en anden form for solidaritet.

edit: så skulle de forskellige links vist virke. Jeg er stadig helt ny i det her blog-gejl.